365 dages bytteservice i butikkerne og på BR.dk   |  Fri fragt på køb over 599,-
Ønskeliste
Din kurv

5 tips til en jul med mere nærvær

Få styr på den indre jul

Mange forældre har en romantisk opfattelse af, hvordan en vellykket jul ser ud. Pakkerne skal ligge i bunkevis under træet, julesmåkagerne skal være hjemmelavede, og børnene skal være ekstra glade. Men de tårnhøje forventninger kan give stressede forældre og børn. Vi guider dig til en jul med meget mere hygge og nærvær.

 

5 TIPS TIL EN JUL MED MERE NÆRVÆR

1. Læs højt. Lav en tradition med hver aften at tænde et lys, spise en julekage og læse 30 minutter. Er børnene store nok til en længere bog, så er det super hyggeligt at læse et kapitel hver aften i hele julemåneden. Med mindre børn er det et hit at gå på biblioteket og låne en masse bøger med nisser, samle dem i en kurv og hver aften trække en bog op sammen.

2. Kreative sysler. Fyr op for julemusikken, lav en kop varm kakao, og hiv sakse, glimmerpapir og perleplader frem fra kreaskuffen. Nærværet har de bedste vilkår, når man tager en pause fra julens lange to do-liste og skaber et frirum, hvor der er plads til at flette julehjerter og tale om stort og småt. Husk at gøre noget blot for hyggens skyld i december måned.

3. Pil det fra, som egentlig ikke er hyggeligt. Det kan godt betale sig at ændre på traditionerne, hvis gevinsten er en mere afslappet jul og glade, nærværende forældre. Orker du ikke at skulle opdrive 24 perfekte kalendergaver til ikke bare et, men måske hele to eller tre børn, så sænk barren, giv adventsgaver i stedet, eller vent med gaverne til juleaften. Når vi giver børnene mere, end vi kan stå inde for, så har vi
ofte et modkrav, som børnene ikke kender til. Vi forventer, at de skal være ekstra glade og sige ekstra tak. Så hvis du skal lave 24 gaver, så gør det, fordi du gerne vil og ikke, fordi du vil se et tilfredst og taknemmeligt barn.

4. Send din indre perfektionist på juleferie. Juleservietterne skal matche juledugen, julemaden skal være økologisk og laves fra bunden, og gaverne skal være personlige og særligt udvalgte til hvert enkelt familiemedlem. Jo flere bespænd, du skaber for dig selv, jo mere tid går der fra samværet med dine børn. Mindre kan sagtens gøre det.

5. Hold nogle ekstra fridage. Som børnefamilie ved man af erfaring, at december er en travl måned, og alligevel er det, som om vi naivt tror på, at alting bliver anderledes i år. Men det gør det ikke, med mindre du gør noget aktivt for, at det skal blive anderledes. Et par ekstra fridage giver luft til at trække vejret.