Skal vi lege, søster?
Lige så søde de kan være over for hinanden, lige så stride kan de være!
En ellers så hyggelig leg kan med lynets hast udvikle sig til riv i håret og skub i brystet. Men den vilde leg er faktisk enormt lærerig – særligt hvis du som forælder lader arvingerne løse konflikterne selv. Sådan lærer de nemlig om egne og andres grænser.
Det ene øjeblik sidder de ganske fredeligt og bygger med klodser sammen, det næste ryger de i totterne på hinanden over et lyssværd. Der er ikke langt fra leg til konflikt på børneværelset, og søskende når gerne både at være venner og uvenner et utal af gange i løbet af en enkelt dag. Men bare rolig, det er helt normalt! Faktisk er søster og brormand de bedste prøvekaniner i byen, når det kommer til at lære at begå sig i sociale sammenhænge.
– Søskenderelationen er tryg, fordi man ikke kan blive forladt, ligesom man kan henne i vuggestuen eller børnehaven. Her kan man øve sig i følelsernes dans og få erfaring med konflikter, for relationen er ikke på samme måde på spil. Det giver en stor tryghed, som er et godt udgangspunkt for udvikling og dermed et rum, hvor man kan udfolde sig og afprøve nye sider af sig selv, forklarer familieterapeut Fie Hørby.
Som søskende er man ligeværdige, man passer på hinanden, og så lærer man at blive en del af et fællesskab, hvor der skal være plads til både dig og mig.
– I et fællesskab deler man, hjælper, tager hensyn, giver og tager og lærer af hinanden. Igennem leg og observationer får børnene mulighed for at se, hvordan nye udviklingstrin, opgaver eller udfordringer kan løses, så der er meget inspiration at hente fra hinanden, påpeger familieterapeuten.
Jo større aldersforskellen er, jo mere vil legen være på den ene eller den andens præmisser. Men som regel dominerer storebror i nogle situationer og lillesøster i andre.
Leg og læring går hånd i hånd
Inden for familiens fire vægge føler børnene sig altså trygge ved at prøve grænser af. Sådan er det også i dyreriget. Hundehvalpe bider eksempelvis hinanden for at teste deres kræfter af. Et hårdt bid får de andre hvalpe i kuldet til at pive, og sådan kan den lille pelsklump prøve sig frem, indtil den har lært at hæmme sit bid tilstrækkeligt. På samme måde er der massevis af vigtige livserfaringer gemt i legen og konflikterne mellem søskende.
– Den feedback, børnene får fra hinanden, gør, at de lærer sig selv og hinanden at kende. ’Storebror gider ikke lege, når jeg kalder ham en lort, så må jeg hellere finde andre ord for min vrede.’ Vilde slåskampe lærer dem også at aflæse hinandens kropssprog, men man skal ud over kanten, før man erfarer det, og derfor går det også tit galt, og en af dem græder. Men det er ikke vold, det er leg fuld af læring og mestring af følelser såsom spænding, glæde, gys og styrke, forklarer Fie Hørby.
Børn bearbejder alle dagens indtryk gennem leg. En hård dag i institutionen har det derfor ofte med at gå ud over bror eller søster, forklarer familieterapeuten.
– Små børn er ikke trænede i at bruge sproget på samme måde, som vi voksne er. De bruger lyde og krop til at interagere og reagere. Det kan frustrere os, for det er larmende og korporligt, og vi aflæser det som vold, der skal sættes en stopper for, siger hun.
Bland dig uden om konflikten
Når legen for 117. gang er gået i hårknude, og arvingerne skiftevis chikanerer hinanden, råber, skriger og stikker i et hyl, kan det være svært at vende det blinde øje til som forælder. Ikke mindst fordi skænderierne er udmattende. Men det er helt afgørende, at du trækker vejret dybt og lader ungerne forsøge at løse konflikterne på egen hånd, råder familieterapeuten.
– Når vi voksne blander os, forstyrrer vi børnenes socialiserings- og tilknytningsproces og dermed deres evne til at håndtere konflikter. De skal selv lære at komme videre fra et skænderi og blive gode venner igen gennem dialog og kompromisser. Kun sådan får de erfaring med at udtrykke sig, sætte ord på deres tanker og følelser og indgå i et fællesskab.
Er storebror i gang med at bruge lillesøster som boksepude, skal du naturligvis gribe ind. Ingen må lide overlast, men derudover skal børnene have frie rammer til at udfolde sig. Lidt knubs skal de nok overleve.
– Hvis du synes, slåskampen bliver for ophedet, kan du spørge: ’Har I brug for min hjælp?’ Men ellers skal du blot være i nærheden til at trøste, hvis tingene går skævt. Og så er det vigtigt, at mor og far ikke skælder ud, når lillesøster pludselig har fået et blåt mærke. Børn må aldrig frygte at komme og tale med de voksne. Mor og far skal være den trygge havn, hvor man altid kan få hjælp og støtte. Også når man har dummet sig, siger Fie Hørby.
4 tips til at sætte gode rammer for legen mellem søskende
1. Tving ikke dine børn til at lege med hinanden. Hvis storebror har en ven på besøg, skal lillesøster ikke partout være med, kun hvis hun får lov. Det fratager de store børn glæden ved at lege med hinanden, og storebror vil synes, at lillesøster er en irriterende møgunge, der forpurrer alting.
2. Tving ikke dine børn til at låne legetøj ud til hinanden. Tvang har den virkning, at barnet vil være tilbøjeligt til også at sige nej næste gang. Når vores nej bliver respekteret, kan vi bedre mærke vores ja.
3. Støt børnenes nej til hinanden. Hvis storebror ikke må sige nej til, at lillesøster hænger på ham, stiger hans frustration, og han vil føle sig uretfærdigt behandlet. Det vil give storebror mindre lyst til at lege med lillesøster en anden gang.
4. Selvom ungernes konflikter er højlydte og langvarige, og du allerhelst bare vil have ro, så skal du lade være med at blande dig og udholde kampene. Konflikter er vigtige, fordi de lærer vores børn at tale sammen og finde frem til løsningsmodeller, der dur for begge parter. Indimellem er der behov for en voksens hjælp, og så må du gå til opgaven som den rummelige og omsorgsfulde vejleder.
Om eksperten
Fie Hørby er psyko- og familieterapeut og indehaver af Blackbird Institute, der tilbyder uddannelse inden for relationskompetence, familierådgivning og familieterapi. Forfatter til bogen ’Drop opdragelsen’.
Psst!
Vidste du, at…
Søskende i gennemsnit har konflikter hvert 5. minut? Så ånd bare lettet op, du er ikke udstyret med ekstraordinært stride bavianer.