Lær at skrive bogstaver
Lær bogstaver med Fætter BR
FAQ - Ofte stillede spørgsmål
A, b, c, d, e.. Store og små bogstaver. Vokaler og konsonanter. At lære alfabetet og skrive bogstaver er typisk noget af det første, børn lærer i skolen. Det er vigtigt at lære bogstaverne at kende, så børnene kan kommunikere på skrift senere i livet.
Det kræver dog lidt øvelse – og øvelse gør heldigvis mester! På BR.dk vil vi gerne hjælpe dit barn med at lære at skrive bogstaver. Derfor giver vi dig denne guide, du kan bruge, når du skal hjælpe dit barn med at lære alfabetet og skrive bogstaver.
Hvor mange bogstaver er der i alfabetet?
Men hvor mange bogstaver er det, dit barn skal lære at skrive? Der er 29 bogstaver i det danske alfabet. Hvert af disse bogstaver findes som et stort og et lille bogstav. Det danske alfabet er anderledes end f.eks. det engelske, da vi har bogstaverne æ, ø og å.
Hvad er vokaler?
Vokaler er lyde, der kan danne stavelse. På dansk har vi vokalerne: a, e, i, o, u, y, æ, ø og å. Du kan kende vokaler ved, at du kan synge dem, uden at de ændrer sig. Vokalerne har en mere blød lyd. Du kan prøve at synge nogle vokaler med dit barn, så barnet vænner sig til vokalernes lyd.
Til at starte med er det ikke så vigtigt, at dit barn forstår, hvad vokaler er. Det vigtigste er, at dit barn får kendskab til alfabetets bogstaver og prøver at skrive dem. Ofte er vokalerne farvet røde, så dit barn kan genkende dem i alfabetet.
Hvad er konsonanter?
De resterende bogstaver i alfabetet er konsonanter. Konsonanter er sproglyde, og du kan ikke synge dem, uden at de ændrer sig. T bliver f.eks. til e, og l bliver til el. Konsonanterne har en mere hård lyd, og du kan ikke skrive et ord kun med konsonanter.
På dansk har vi konsonanterne: b, c, d, f, g, h, j, k, l, m, n, p, q, r, s, t, v, w, x og z. Konsonanterne er ofte farvet sort eller blå i alfabetet, så de er lette at genkende. Nogle konsonanter kan være svære at lære, for de kan nemlig gemme sig i ord og være stumme.
Før I begynder at lære at skrive bogstaver
Før I begynder at lære at skrive bogstaverne, kan det være en fordel, at I tager bogstaverne med ud i dagligdagen. Hvis dit barns navn f.eks. starter med f, kan I sammen finde flere ting, der starter med f. Det kan I gøre derhjemme, på vej i børnehave eller i supermarkedet.
Det skal være sjovt for dit barn at lære bogstaverne at kende. Det er derfor en god idé at lave det til en lille leg, så I kombinerer leg og læring. På den måde kan det blive mere spændende for dit barn at lære bogstaverne. Måske glemmer dit barn helt, at han/hun faktisk også lærer noget? Prøv den her bogstavmatch og få flere gode idéer nedenfor.
Lær at skrive bogstaver med Fætter BR
Nu har I fået lidt baggrundsviden om alfabetets bogstaver. Det kan I bruge, som I har lyst til. Det er ikke så vigtigt, at dit barn kender forskel på vokaler og konsonanter endnu, men det kan være en god idé at fortælle dit barn om dem.
Men hvordan lærer dit barn så at skrive bogstaver? Det vil Fætter BR heldigvis gerne hjælpe jer med. Nedenfor giver vi dig 7 gode råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn med at lære at skrive bogstaver. Det er en god idé at sidde og øve bogstaverne sammen med dit barn.
- Skriv selv hvert bogstav i den store og lille udgave, så dit barn kan se bogstavet og efterligne det.
- Sig bogstavet højt for dit barn – både navn og lyd. Det er nemlig bogstavlyden, dit barn skal bruge senere til at lære at læse.
- Fortæl gerne dit barn om dyr eller ting, der starter med samme bogstav. Det hjælper dit barn med at øve bogstavlyden og koble den til ting.
- Brug linjeret papir, så dit barn lærer, hvor de store og små bogstaver skal være.
- Brug gerne rød og sort/blå skrift til at indikere, at der er tale om en vokal eller en konsonant.
- Hjælp dit barn med at holde på blyanten, så dit barn får en fornemmelse af, hvordan man skriver.
- Hav tålmodighed og husk at rose dit barn – det motiverer og gør dit barn stolt!
Det tager tid at lære bogstaver at kende
Det er vigtigt at huske, at det kan tage tid for dit barn at lære bogstaverne at kende. Husk at fortælle dit barn, at det ikke handler om at skrive bogstaverne hurtigt og blive færdig. Det handler om at lære at skrive bogstaverne korrekt og pænt, så man kan læse dem.
Øvelse gør mester. Der sker mange ting i de små hoveder, når skolealderen nærmer sig. Derfor er det vigtigt at huske dit barn på, at jo mere man øver sig, jo dygtigere bliver man til at genkende og skrive bogstaverne. Det er helt okay, at det kan tage tid at lære at skrive bogstaverne.